Onsdagsforedrag
Tilmeld
Ni foredrag og debatarrangementer - det er kun muligt at melde sig til hele rækken
24. sep
Elon Musk: Skurk eller superhelt?
Journalist Ole Hall
Elon Musk er blevet kaldt gal, genial og farlig. Men hvem er han? Hvad kan han? Og hvordan bruger han sin magt til at påvirke krige, teknologier og vores fremtid? Ole Hall kaster lys over den gådefulde verden omkring Elon Musk - milliardæren, teknologiguruen og magtmennesket. Du kommer med på Musks usædvanlige og fascinerende rejse fra ensomt mobbe-offer i skolen til storskrydende forretningsmand, der i 2024 får Donald Trump valgt til USA's præsident. Trump kaldte efter valgsejren Elon Musk for "en stjerne" og gav ham en omdiskuteret indflydelse i Det Hvide Hus, men efter få måneder vendte Musk retur til sit forretningsimperium.
1. okt
Mørkets hoteller – om Scientologys børn
Tidl. medlem af Scientology Robert Dam
Hør den foruroligende historie om de hundredvis af børn, der blev født og opvoksede på Scientologys hoteller i midten af København igennem 70'erne, 80'erne og 90'erne. Uden at omgivelserne anede noget, boede disse børn i en parallelverden, afsondret fra det danske samfund. De lærte ikke dansk, de blev typisk taget fra deres forældre kort efter fødslen, og under opvæksten boede de sammen med andre børn i køjesenge på små uhumske værelser.
Det er fortællingen om, hvor galt det kan gå når forældrenes ideologi bliver til fanatisme. Men også historien om, hvordan en åben og tolerant kommune blev udnyttet af en skrupelløs organisation, der valgte at etablere deres europæiske hovedkvarter her fordi de vurderede, at landets myndigheder ville blande sig udenom.
8. okt
Kunstig intelligens revolutionerer din hverdag
Jurist, AI-nørd og alt-mulig underviser Brian Nygaard
Kunstig intelligens (AI) buldrer derudaf og er i fuld gang med at revolutionere vores hverdag. Kunstig intelligens spreder sig med lynets hast i vores privatliv og i vores arbejdsliv. Under dette foredrag får du en indføring i, hvad AI kan, og hvad den gør ved din hverdag og dit verdensbillede, uden at du nødvendigvis opdager det. Foredraget er krydret med praktiske demonstrationer, anekdoter, eksempler og meget mere.
15. okt EFTERÅRSFERIE
22. okt
Mikrofinansiering – direkte hjælp til afrikanske familier
Eventyrer, rejsende og tidl. Danida-ansat Mette Ehlers Mikkelsen
Mikrofinansiering er støtte direkte til mennesker i fattige U-lande, som blot skal have en håndsrækning og lidt startkapital for at kunne komme i gang med at klare sig selv.
Mette Ehlers Mikkelsen fortæller om mikrofinansiering i Malawi, hvor kvinder i landbruget får hjælp til med så-sæd til majs, chili, peanuts og quinoa, og hun tager tilhørerne med til Ghana, hvor mange tusinde kvinder høster shea-nødder til shampoo og chokolade, alt sammen sat i gang af mikrofinansiering.
29. okt
Hellere utidig ildhu end rettidig omhu
Journalist, forfatter og debattør Erik Lindsø
Vi kan ikke undvære de tilpas utilpassede. Af dem kan vi lære forbavselseskompetencer. I dag snakker vi nedsættende om unge, der går deres egne veje, dem, der ikke tager deres uddannelse til tiden, der fjumrer og går omveje. Erik Lindsø har omdøbt "marginalen" til "reservatet for frugtbare galninge".
I en tid, hvor alle skal have kompetencer, er det vigtigt at huske på, at der også er noget, der hedder forbavselseskompetencer. Når vi forbavses, overraskes vi af det gode i livet – dets storhed og skønhed – den slags kompetencer, man henter i digte, sange, fortællinger, musik, dans, bevægelse og leg.
Her slås et slag for nytten ved det, der umiddelbart er unyttigt.
5. nov
Kvinde i forsvaret
Tidl. soldat Ann-Christina Salquist
Et tankevækkende og ærligt foredrag om køn, styrke og psykisk modstandskraft bag hegnet.
Hvordan er det at være kvinde i en mandsdomineret verden – og hvad kræver det fysisk, psykisk og socialt at kunne begå sig som soldat, kollega og menneske i Forsvaret?
Med udgangspunkt i personlige erfaringer fra tiden i Flyvevåbnet fra midten af 90´erne og frem, to udsendelser til Afghanistan og en reservekontrakt med forsvaret i mere end 25 år sideløbende med livet som mor til tre, giver Ann-Christina Salquist et ærligt indblik i de dilemmaer, fordomme og styrker, der præger kvinders møde med militæret. Hvordan ser virkeligheden ud bag de politiske målsætninger – og er vi som samfund og forsvar klar til at tage skridtet mod kønsneutral værnepligt?
12. nov
Mit liv, min linedans
Skuespiller Sonja Oppenhagen
Følg med Sonja Oppenhagen gennem barndommen på det Kongelige Teaters Balletskole, indtil hun som 14-årig ikke bestod den årlige balleteksamen, men i stedet medvirkede i DR’s ”Den lille pige med svovlstikkerne”, som blev vist på TV juleaften.
Som voksen uddannede hun sig til skuespiller og blev hurtigt en del af den københavnske morskabsscene, hvor hun bl.a. spillede sammen med andre kendte navne som Dirch Passer, Jørgen Ryg, Axel Strøby, Helle Virkner og Ulf Pilgaard.
Og så var der jo TV-rollerne som ”Vicki” i Matador og ”Lydia” fra Badehotellet.
19. nov INTET FOREDRAG – ingen ledig sal pgra kommunalvalg
26. nov
Ligeværd i kongeriget – rigsfællesskabets fremtid?
Journalist Phillippa Maigaard
Har Rigsfællesskabet en fremtid, eller har vi spillet fallit i relationen med Grønland?
Midt i internationale kriser, der tvinger begge parter til at stå sammen, men med en fortid der gør det svært at holde ud at stå tæt, kan det være svært at gennemskue, hvilke forandringer der skal til for at skabe en bedre relation landene imellem. Kultursammenstød er der mange af, og nogle grønlændere føler, at danskere i Grønland får for mange privilegier. Selv sprang Phillippa Maigaard 20 års boligkø over i den grønlandske hovedstad, klatrede 10 år op ad karrierestigen og kunne efter et halvt år stemme på politikere hun ikke anede, hvad stod for. Hun blev også tillagt en magtposition hun først forstod på bagkant, fordi hun ikke betragtede sig selv som ansvarlig for den årelange kolonialisme.
3. dec
Livet på Kongeskibet Dannebrog
Tidl. chef for Kongeskibet Dannebrog Peter Schinkel Stamp
Pensioneret chef for Kongeskibet Dannebrog, kommandør Peter Schinkel Stamp, fortæller om livet på det smukke skib og giver et unikt indblik i Dannebrogs imponerende historie, dets store betydning for monarkiet og ikke mindst det spændende arbejde, når den kongelige familie er ombord.
Hør de spændende historier om besætningen, om arbejdet på skibet og om de mange opgaver, der skal løses. Foredraget er fyldt med underholdende og personlige anekdoter om arbejdet på Dannebrorg, og undervejs viser Peter Schinkel Stamp flotte billeder og videoklip fra skibet, så man næsten føler, at man er med på togt.
Undervisningssted
Praktisk information
- Hold nr:
- 252955
- Status:
- Få pladser
- Første møde:
- 24.09.25 kl. 10:00
- Sidste møde:
- 3.12.25 kl. 10:00
- Mødegange:
- 9
- Lektioner:
- 9
Pris
- Fuldt betalende
- DKK 990,00
- Ledig Hvidovre
- DKK 690,00
- Folkepens socialpens efterløn Hvidovre
- DKK 690,00
- SU modtager Hvidovre
- DKK 690,00